derved og Drømmen forsvandt; men i Døren stode begge Børnene endnu og svarede: „Amen!“ og hans Haand hvilede paa en Guldharpe. Torjolf hiin stærke traadte hen til hans Seng med sin Korshammer i Haanden og sagde: „Din Hustru Alvilde er inat hjemkommet fra Bretland, for at bede Dig om Forladelse; thi hun haver i Engelland ladet sig christne; men Munkene vilde ikke lade hende gaae ind i det høie, hvide Huus, Du nok veed, der staaer i Lunden, førend hun havde forligt sig med Dig. Hun havde med sig Din liden Datter, som hun haver født i Bretland, og som ogsaa hedder Alvilde, og denne Pebling, som hedder Hakon, og som vores brave Drot, der ligger henne i Høien, har avlet med en bretlandsk Prindsesse. Hun kommer selv ret bag efter, men lod mig bringe Børnene i Forveien, og hun havde en ny Harpe med, som hun haver ladet koste i Bretland, hvilken hun vilde give Dig i Stedet for den gamle, hun har skilt Dig ved.“ Eyvind sprang forundret op, kyssede den lille Hakon og Alvilde og gik henimod Korset, som den Munk, han slog paa Panden, havde plantet for hans Dør. Der stod han og spurgte Torjolf med underlige, forvildede Miner, om han vilde høre Nattergalen fra Paradiset synge. Torjolf blev forfærdet og sagde: „Jeg var dog en Gjek, at jeg bragte ham saa pludselig dette Budskab. Bliver hos Eders Fader, han er gaaet fra Forstanden og taler vildt; jeg vil hente hans Hustru, om hun ikke skulde kunne snakke ham til Rette.“ Torjolf gik, og Børnene gave dem til at græde, men da han begyndte at røre Strængene, holdt de op. Det som Eyvind qvad, kan Ingen synge ham efter; thi hans Sjæl var revet ind i den tredie Himmel, og han sang om alle Himmelens Hemmeligheder. Da Svanesangen var ude, fløi en Piil fra Busken ind i hans Hjerte. Den blev udskudt af en Mand, som Harald havde tinget dertil, og Eyvind faldt som et Lam hen under Korset. Da Folk kom til, sadde begge de Smaae roligen ved Siden af den døde
