dem en Fornøielse. Men da han havde hørt ret mange af dem, gik de ham alt mere og mere til Hjerte, og det løb ham om i Hovedet, naar han sov. En Aften sad han meget bevæget og tænkte paa sin Ven Hakon, sin Viv Alvilde og sin bretske Harpe, da de Ord randt ham i Minde, hvilke Hakon havde sagt, førend han døde, at han kunde Intet faae igjen af det, han havde tabt, uden af den Korsfæstedes Haand; men han kunde ikke faae nogen Mening i disse Ord. Mens han sad og grundede derpaa, faldt han i Søvn. I Drømme kom Christus til ham, som en deilig Mand med sorte, krusede Haar og stod i Døren af hans Hytte, og spurgte, om han havde Lyst til at see sin Ven og Hustru og Harpe igjen? Da syntes han, at han gik hen og kyssede Christus paa Haanden og sagde, hvis det kunde skee, da kunde han troe paa ham og blive salig. Christus gik da ud og kom igjen med en smuk Dreng ved høire Haand og et lidet Barn ved venstre, hvilke vare Hakon og Alvilde op af Dage. Den lille Pige var langt hvidere af Farve, end Alvilde nogensinde havde varet, og bar en Kurv med Roser og Lilier. Drengen havde ogsaa en Kurv med modne Æbler og røde Bær. Da sagde Eyvind forundret: „O, mine elskede Venner! min Viv og min Konge, hvorfor ere I saa smaae? hvor have I plukket Blomster ved Vintertide?“ De taug stille og saae mildt paa ham; men Christus tog Ordet og sagde: „De komme fra Paradiset. Alle de, som komme der, blive til Børn, og der ere Æblerne altid røde.“ Og Drengen tog en Harpe, som lignede hans brændte Strængeleg, men som glimrede af Guld og blaae Saphirer, og sagde: „I denne Harpe haver jeg fængslet Toner af Nattergalen i Paradis.“ „Hvorledes kommer man da i denne rare Have?“ spurgte Eyvind. Christus svarede: „Jeg er Dørvogter og her bærer jeg Nøglen, som kan lukke Dig derind!“ og herved løftede han sit Kors op i Luften. Eyvind raabte: „Lovet være Christus i al Evighed!“ Dette raabte han saa høit, at han vaagnede
