thi de to fattige Huepulde, som de forlængst vare voxede fra, bedækkede kun deres Hovedisse. Tre à fire Gjæs, som næsten havde gnavet Græsset af til Bunden, og blot levnet de lave Gaaseurter, hvæsede ad det dandsende Par, som forfærdet kaldte den ældre Søster til Hjælp. Hun søgte med en Pind at drive den meest frygtede Gasse tilside, da Moderens skjeldende Stemme blev hørt i Portrummet. Da sagde de forskrækkede Børn god Nat, og ved Afskeden gav Frits enhver af dem en Toskilling til Hvedebrød. Den Ældste vilde kysse hans Haand, og Tvillingerne klyngede sig fast om begge hans Been.
Moderen kom ud og raabte: Vil I pakke Jer ind, I Rollinger! og hvad tænker du paa, Ellen? Vil din lange Tøs see, du kan gjenne dine Ællinger i Huus, eller jeg skal snakke med din Ryg.
See, Moder, raabte den Ene i Munden paa den Anden, sikken deilig Skilling, Manden har givet os til Hvedebrød.
Vil I hid med Pengene raabte Konen, at I ikke gaaer og taber dem i Græsset. Tænk I aldrig paa Hvedebrød, I Stodderunger! Nye Træskoe skal I have, det har I mere nødigt. Vor Herre bevares! Hvedebrød, det er ikke Kost for Usselrygge som Jer. Tak I Gud, om I kan faae en Bitte Knapost til Jeres Grovbrød. — Gud velsigne Jer, Spillemand, for Jeres gode Villie. Tag ikke fortrydeligt op, at I blev jaget paa Porten. Den ene Kjeltring render os paa Døren efter den anden, og det falder os selv suurt nok at holde Livet i de mange Børn, vi har at trækkes med. Den Tid er længst forbi, da jeg kunde forlystes ved Musik. Da jeg var en ellevild Tøs paa Jeres Alder og løb gal i Julestuerne, da var det en anden Sag. Den Tid var det min største Lyst at høre den krogryggede Spillemand, naar han sad paa en Sildefjerding og spillede paa Fiol.
Frits, som opmærksom havde betragtet Bondekonen, der talte til ham, udbrød pludselig: Seer jeg ret, eller bedrager mit
