fandt det hele Vognlæs en forønsket Modtagelse. Christiane fik en anseelig Foræring, og Frits blev til Belønning for sin bodfærdige Gjenkomst fritaget for en Deel af sine Arbeidstimer." —
Christian havde netop endt sin Fortælling, da Selskabet blev forøget med en ny Gjæst. En studiosus juris, ved Navn Bertel, en stor, fiirskaaren Forpagtersøn fra Jylland, kom ind igjennem Stakitporten.
"Hvorfor bringer du ikke Frits med dig?" sagde Christian til ham, saasnart han blev ham vaer.
"Han kommer strax bag efter," svarede Bertel. "Den arme Stymper staaer hist henne paa Veien og bader Næsen i koldt Vand. Han er saaledes tilredt i Ansigtet, at hans gode Faster neppe skulde kunne kjende ham. Enhver af os veed, at han mellem Aar og Dag i det Mindste gjør 365 dumme Streger; men igaar Aftes har han gjort det vel galt. Han har i en to tre Dage varet gandske dødelig forelsket i en Pige fra Landet, som han blot har seet et Glimt af paa en Concert. Efter en møisommelig Efterspørgsel havde han igaar opdaget, at hun opholdt sig hos en Familie paa Nørregade, og han tilbragte nu den hele Dag med at udtænke de urimeligste Planer, hvorved han vilde skaffe sig Adgang i Huset. Jeg bildte mig ind, at jeg ved fornuftige Forestillinger havde bragt ham til at lade sine luftige Anslag fare. Men deri tog jeg meget feil. I Aftes, Klokken elleve, kom jeg forbi det Huus, hvori den Usynlige befinder sig; da faldt endeel løsrevne Kalkstumper ned paa Gaden foran mig. og et Pigebarn, som gik ved Siden af mig, sagde til sin lille grædende Broder, som hun førte ved Haanden: Hys! ti stille! seer du ikke Skorsteensfeieren paa Taget. Han kommer ned og tager alle uartige Børn. Jeg slog Øiet i Veiret og — døm om min Forskrækkelse! Frits krøb ud af Skorstenen og kravlede omkring paa Taget. Mit Blod isnede; jeg havde knap Mod til at see op til ham, da jeg hvert Secund ventede at see ham ligge
