knust for mine Fødder. Jeg borte ham glide mellem de raslende Tagstene, hvoraf een kladskede ned paa Brostenene. Dog fik han atter Fodfæste og klavrede som et Egern ned ad Tagrenden. Endelig naaede han en Stige, som var stillet til Muren. Imidlertid var endeel Folk tilstimlede. En havde det ulykkelige Indfald at skrige: Der er en Tyv, en Tyv!
Dette Skrig lød fra Mund til Mund; Vægteren, hvis Taalmodighed indtil dette Øieblik havde været mig uforklarlig, da han gandske tydelig ei havde villet blive Opløbet vaer, spillede nu den Overraskede, og kaldte med Piben sine Kammerater til Hjelp. Til den nedstegne Frits sagde han: Herhid, din Tyveknegt!
Hvordan? svarede denne; har du ikke selv skaffet mig en Stige, uforskammede Karl! Har jeg ikke forud givet dig en ublu Betaling?
Ingen Ræsonneren her, svarede Vægteren, og greb vores gode Ven i Brystet. Men han sled sig løs og gav Vægteren et saa eftertrykkeligt Næveslag i Ansigtet, at denne laae udstrakt paa Gaden. Frits vristede ham Pryglen af Haanden, og da to fra Nabogaden tililende Vægtere i sluttet Trop vilde gaae løs paa ham, traadte han et Par Skridt tilbage med det erobrede Vaaben, og sagde til dem: Hvis I love mig at føre mig op i dette Huus, som jeg falskelig beskyldes for at have bestjaalet, da giver jeg mig uden Modstand i Eders Vold, og I skulle snart see mig retfærdiggjort.
Ja vist gjør vi det, svarede Vægterne, det forstaaer sig.
Da han nærmede sig til dem, viklede den ene sin Næve fast i hans lange Hovedhaar, medens de to andre sloge hver et drøit Tag i hans Skuldre. — Kom kuns nu med, go' Karl, sagde de, saa skal vi snart skaffe dig en Huusleilighed herinde paa Gammeltorv, hvor hverken Sol eller Maane skal skjære dig i Øinene.
Findes der da aldeles ingen Tro og Love hos Jer falske
