tillavede Maaltid, og gjemme Levningerne i deres velsammensyede Tiggerposer. Saaledes taler da een Stodder, rækkende Hovedet til sin Nabo: Ikke skal vi den Dag i Morgen have nogen Uleilighed af den uforskammede Mave, som altid byder at fyldes. — Nu drikke de sig en Ruus i den lette Viin, og raabe med forenet Røst: Gid den af Gud opfostrede Konge maa længe leve med sin Ungdomsbrud! Giv hun maa føde ham raske Sønner, der vel forstaae at svinge den kobberbevæbnede Landse, og gid Fruerstuen maa blomstre med deilige Pigebørn, der ligne deres Moder! Saaledes tale de, men den liliearmede Jomfru bøier sit Hoved ned til den vellugtende Urtekost, for at skjule sine Kinders Rødme. Den høihjertede Konge seer paa hendes solskinlignende Ansigt og betages af en sød, uendelig Længsel, og vikler sin dristige Høire omkring hendes guldombeltede Liv. Og han fylder en Guldpocal, og drikker de herlige Betleres Skaal. Han ønsker dem, at de maae finde Ly under tætløvede, bredskyggede Lindetræer, naar Regnen overfalder dem paa den brede Landevei; at Gud Fader vil forbyde de blodgjerrige Hunde, som bjæffe ved Porten, at sønderrive deres lappede Kjole, og at Bondens Viv alle Dage maa fylde deres Pose med Ost og Brød. — Ei anderledes gaaer det den gudlige Kongesøn, som til Eder skriver dette Brev. Jeg føler Medynk med Eder arme Stoddere, der ikke som jeg have Mod til at rive Eder ud af Livets Trældom og styrte Jer ud i den uendelige Verden. —
"Det var en lang Lignelse," bemærkede Bertel.
— I Stedet for at opsøge den ubekjendte Skjønne, der først har givet Anledning til min Vandring, har jeg slaaet mig til Ro i en Møllekro, hvor jeg alt har opholdt mig i 5 Dage, og kan ikke forlade dette mit Opholdssted, uagtet jeg lige for mine Øine, naar jeg om Aftenen spadserer langs med Søen, seer de gyldne Fløie paa Ravnshøi, hvor jeg veed, min Tilbedte befinder sig. Jeg vil dog beskrive Eder Møllerens Familie, som
