Andet Capitel.
Møllekroen.
En Søndag Eftermiddag var det sædvanlige Studenterlaug igjen forsamlet paa Norges Minde, hvor de sadde paa Bænken udenfor Valentins Dør, for at betragte de brogede Tog af Ryttere, Gigge, Fodgjængere og Børn i Trillevogn, som paa den støvende Strandvei droge til Charlottenlund. Valentin blev spurgt, om han ikke for nylig havde havt nogen Efterretning fra den krøllede Frits, og oplæste da for Selskabet følgende Breve, som vare stilede til den hele Vennekreds:
- Brødre!
Idag faae I Brev fra et af Jordens lykkeligste Mennesker. I maae være mig stor Taknemmelighed skyldige, fordi jeg afbryder min lange Rad af Fornøielser, for at meddele Kammeratskabet en Fortælling derom. Jeg forekommer mig virkelig som en medlidende Herremand, der i Glandsen af 10 Lysekroner holder sit blomstrende Bryllup. Han seer en Hob nysgjerrige Stoddere, der staae paa Tæerne for at kige igjennem hans Vinduesruder. Den tjenstivrige Laquai vil fordrive den ubudne Flok, som er bedækket med Pjalter i Stedet for Høitidsklæder. Men den høitfølende Konge (tilgiv mig den høie Titel, jeg af Venskab pryder ham med), den høitfølende Konge vinker til sin Træl, at han ei med uværdige Slag maa fordrive den sparsomt klædte Betler — thi Himlen er den Fattiges Ven — og, vigende for sit Sinde Mildhed, lægger han usigelig meget Kjødmad paa det blomstermalede Porcellains-Fad, og skikker sin Tjener dermed ud til de selvbudne Gjæster. Og en anden Tjener sender han efter, sammesteds hen, med en Tvillingpocal fuld af den purpurfarvede Viin. De udsende da de graadige Hænder mod det vel-
