Sin Skjebne frister den friske Mand.
Kanskee jeg som Ridder fra fremmed Land,
Med sneehvide Heste for Gyldenkarm,
Kommer hjem med en Kongemø i min Arm
Til min Moder igjen.
For det første den rygende Grød jeg flyer
Og synger op udi vildene Skyer:
Hurra, blaatrøiede danske Knøs!
Heis Pjalten i Veiret og Skuden øs!
Snart vi flyver afsted.
Da Drengen var gaaet forbi Stakittet, og hans Sang efterhaanden tabte sig i det Fjerne, udbrød Frits: "Det var en lykkelig Tid, jeg kom til at høre disse Vandringsriim. Jeg betragter denne Sang som en Røst fra Himmelen, der opfordrer mig til at styrte mig ud i den vide Verden, for at opsøge min ubekjendte Skjønne. Jeg veed, at hun idag er reist fra Byen igjennem Vesterport. Laaner du mig din Knortekjep, da begiver jeg mig nu strax uden videre Tros paa Veien. Jeg skal nærmere skrive dig til, hvorhen du skal skikke mit Tornister efter mig."
"Min gode Ven," sagde Christian, "naar du nu har opsøgt din Tilbedede, veed du jo slet ikke, hvad Modtagelse du vil finde."
"Troer du da, jeg besidder mindre Kjækhed end saamangen spædlemmet Fugl i Luften, der trøstig begiver sig paa Flugten over de mange tusinde Bølger, uden at være sikker paa at finde det Træ, den flyver efter?"
"At du besidder Kjækhed nok, har din Næse nys maattet føle. Lykke paa Reisen da! Naar du engang har faaet et Indfald, veed jeg nok, Pokker selv kan ikke bringe dig derfra. Lov da i det Mindste, snart at lade dine gode Venner høre fra dig."
Herpaa gav Frits sin Haand og gik strax ud af Porten, for at tiltræde sin Vandring.
