»Ei, ei!« udraabte Bertel. "Der støder han sammen med en snurrig Person, med den lærde Licentiatus medicinæ Claudius. Inden I høre Fritses Udladelser om ham, vil jeg først fortælle Jer et Par Ord om denne aandelige og legemlige Krøbling; thi jeg kjender ham bedst, da han, med Skam at tale om, er mit kjedelige Søskendebarn.
Licentiaten.
For tre Aar siden havde Familien paa Ravnshøi og adskillige af deres velhavende Naboer, der ei have nogen offentlig beskikket Medicus i deres Nabolaug, forenet sig om at holde sig en Læge for egen Regning. Jeg besluttede da at gribe denne Leilighed, for at bringe min kjære Frænde til et Slags Virksomhed. Thi selv er han alt for lam paa Villien til at udføre nogen Beslutning. Jeg gav ham et Brev i Lommen, satte ham paa en Fragtvogn og troede, Sagen var fuldkommen i sin Rigtighed. Men da jeg et Aars Tid efter begav mig derud for at see, hvorledes han skikkede sig i sin nye Stilling, og i denne Hensigt lod mig føre til Stedets Læge, fandt jeg til min store Forundring, at en anden Medicus øvede sin Kunst der i Egnen. Nu vilde jeg igjen reise til Staden, for om muligt der at opspørge Licentiaten. Paa Veien overnattede jeg i Møllekroen og saae der, mens jeg i Aftenskumringen sad med den lystige Vært og betragtede Kakkelovnsilden, en lang, kroget Skikkelse liste sig langs med Væggen og forsvinde gjennem en af Dørene. Denne Skikkelse vil jeg beskrive; thi med det Samme beskriver jeg min Fætter. Han er halvfjerde Alen lang, og af Skamfuldhed over denne overnaturlige Længde, som ved hans Smekkerhed endnu mere bliver iøinefaldende, bøier han sin Ryg saameget, at hans Hoved falder under et almindeligt Menneskes Synskreds. Naturen har lettet ham denne Stilling ved at forsyne hans Rygrad med to Led, saaledes at den, i Særdeleshed naar han sidder, udgjør tre
