sin Haand stryge dem tilside. Da i det samme uheldigviis Lyset af den nedgaaende Sol skinnede paa hendes Ansigt, blev jeg betaget af en usædvanlig Henrykkelse og sagde ret af Hjertens Grund: Gaae lidt mere langsomt, Jomfru. Kom mig ikke saa nær med deres Ansigt, ellers kysser jeg dem.
Nei, De gjør ikke, Hr. Klinger, svarede hun ligegyldigt. Dertil er De altfor artig.
Artig? svarede jeg; det forekommer mig ogsaa at være en Slags Artighed.
Vil De have den Godhed at følge Snoren med lidt mere Nøiagtighed, gav hun til Gjensvar: saa skal De have Tak.
Jeg vilde ikke saaledes lade det første Thema fare, men tog igjen Ordet: Var De blevet vred, hvis jeg havde kysset Dem?
Det vilde gjøre mig ondt at erfare, at jeg uforsætlig ved min Opførsel kunde have givet Dem Anledning til at tage Dem en saa upassende Frihed.
Det stred aldeles mod min Regning, at Samtalen skulde tage denne Vending ind i det høitidelige Foredrag, hvor jeg slet ikke kunde følge med. Naar man saaledes i en Kjøkkenhave taler mig til i den høiere Stiil, bliver jeg tilmode som en Strandmaage, der med sine Svømmefødder staaer paa et Stuegulv og forgjeves basker Sandet med sine brede Vinger, uden at kunne løfte sig i Veiret. Jeg greb da til et Huusraad, som jeg gjerne betjener mig af ved slige Leiligheder. Jeg har bemærket, at blot et ringe Gran af Ugudelighed, som en Eed, er en god Hjertestyrkning, der strax hjelper til at forflytte Conversationen fra de ætheriske Regioner over i den daglige Verden, hvor jeg bevæger mig med langt mere Lethed. Derfor tog jeg igjen fat paa den gamle Traad med følgende Ord: Kjære Jomfru! Jeg kan min Sjæl ikke ret forestille mig, hvad De vilde gjøre, hvis jeg havde kysset Dem.
Jeg vilde gaae min Vei fra Dem, svarede hun, og aldrig
