mere give Dem Leilighed til at være alene med mig. Det Samme seer jeg mig nødsaget til at gjøre nu, hvis De længer trænger ind paa mig med en Slags Underholdning, som langt fra er efter min Smag.
Ved saadan alvorlig Tiltale bragtes jeg reent ud af min Fatning, og fuldendte med stor Ydmyghed mine Furer i Bedet. Saaledes besidder hun bestandig en vis Sikkerhed i Udtrykket, som aldrig svigter hende. Aldrig bringes hun i Forlegenhed for Svar, fordi hun aldrig siger Andet, end hvad hun mener. At hun holder meget af mig, derom er nu slet ingen Tvivl; thi jeg anstillede mig idag, som om jeg vilde reise. Da nærmede hun sig til mig, mens jeg snørede min Randsel:
Er De saa hurtig blevet kjed af vort Huus, sagde hun med en meget venlig Tone.
Nei, svarede jeg, men jeg befrygter, at Huset skal blive kjed af mig.
De maa endelig lægge Reisetøiet tilside, tog hun atter Ordet. De er jo blevet min Fader gandske uundværlig. Han har aldrig været saa oprømt som i de Dage, De har opholdt Dem i vor Kreds.
Dem selv, sagde jeg, kunde det vel være gandske ligegyldigt, om jeg tog min Hat og Stok og gik til Tobolsk eller Irkutsch?
Nei, ingenlunde, svarede hun. Jeg seer Dem ogsaa ret gjerne hos os. Naar De blot i visse Henseender forandrede Deres Opførsel noget, vilde Deres Nærværelse være mig yderst behagelig.
Det Eneste, jeg har imod den fortræffelige Marie, det er, at hun for tidt taler til mig i en vis Formyndertone. Hun kan vel være et Par Aar ældre end jeg; men jeg er jo dog heller ingen Dreng. Jeg fylder jo snart de nitten Aar, og har i eet Aar været myndig med Curator. Om fire Dage skal her paa Søen holdes en Andejagt, hvortil jeg glæder mig umaadelig.
