gelse blot for at tildele min spinkle Person en Times Lysthuus-Andagt. Gud bevares! Landet er jo fuldt af Præstemænd, der hver Søndag deels med Skriftens Ord, deels paa fri Haand, paa deres Embedsvegne nødsages til at revse hver Liebhaber. Jeg er Dem imidlertid uendelig forbundet, ja jeg savner Ord til ret at udtrykke min ubegrændsede Taknemlighed. Tungen tier, men Hjertet taler sit tause Flammesprog. De har echaufferet Dem, Jomfru. Træk Deres Shawl sammen om Halsen, ellers bliver De forkjølet og paadrager Dem rheumatiske Tilfælde."
"Nu løi du igjen, Frits", sagde Bertel. "Jeg kunde see paa dig, at du i dette Minut opspandt den hele Tale. Du har for megen Ridderaand til at tee dig saa ubelevent hos en Dame."
"Ja, naar I endelig ere saa vantroe, at I slet ikke fæste Lid til saa sandsynlige Fictioner, maa jeg bekjende reent ud, at jeg følte mig gandske sønderknust og tilintetgjort. Jeg troer endogsaa, jeg græd."
"Ja det gjorde du sikkert", tilføiede Bertel.
"Ja det gjorde jeg rigtig nok", vedblev Frits, "og med krampagtig Heftighed flød der en Strøm af tosset Snak fra mig, som jeg har glemt igjen, og hvilken jeg, selv om jeg erindrede den, neppe beqvemmede mig til at føre over mine Læber for Eder. Gandske hovedsvimmel og tumlende tog jeg i Grebet af Døren, uden at huske paa, den var lukket i Laas.
Bi lidt, sagde hun, jeg har Nøglen hos mig. — Derpaa lukkede hun mig gandske rolig ud af Døren, som om Intet var forefaldet.
Jeg ilede til mit Værelse, hvor jeg skrev et Afskedsbrev til Eder, og styrtede derpaa gjennem Havestuen for at udføre mit Forsæt. De to Glasdøre, der førte til Haven, stode paa viid Gavl, og paa Trappen var udbredt en Serviet med Lavendler, der skulde tørres i Solen. Ved Siden af Servietten stod Licentiaten og solede sig. Idet jeg nu, for at gaae uden om La-
