vendlerne, vendte mig paa Kant for at trænge forbi ham, blev han mine forvirrede Miner vaer, og greb mig i Armen. I min Iilfærdighed raabte jeg blot: Slip mig, og stødte ham bort, saa at han styrtede baglænds ned af Trappen. Jeg hørte Dørglassene klinge, men uden at see mig tilbage skyndte jeg mig hen til Æbletræet, og iværksatte min Plan. Jeg tabte snart min Bevidsthed; først følte jeg en behagelig Drøm om deilige Marker og Enge, derpaa Intet.
Da jeg atter vendte tilbage til Livet, befandt jeg mig i Møllerens Havestue, hvor der staae to Senge med høit opstablede Dyner. Jeg laae i den ene og Licentiaten i den anden. Møllerens Kone gned mig i Tindingen med Æddike, og Marie badede Licentiatens Nakke med lunknet Viin. De første Ord, jeg fornam ved Gjenkomsten til dette Liv, var følgende Udbrud af Møl1erkonen:
Ak, Du Fredsens Gud! vi have jo nu lige med Eet faaet et reent Hospital her i Huset! Kathrine, løb og hent Glarmesteren, at vi kan faae nye Ruder i Døren.
Licentiaten var nemlig i Faldet tørnet mod den ene Fløidør, og Glasset havde skaaret ham et Hul i Nakken. Jeg befandt mig i en modbydelig nedspændt Sjælstilstand, som naturligen fulgte paa min forrige krampagtige Stemning. Stuens Tusmørke, Møllerkonens huuslige Puslen og prosaiske Bemærkninger, der droge mig ned i en lav Region, hvor Hvergarn, Finker, Sulevælling og Uldhoser have deres Hjem, bidrog til at gjøre min Forfatning piinlig. Det var mig heller ikke vel tilpas, at Marie hellere bestræbte sig for at skaffe den fordømte Licentiatus frisk Hud i Nakken, end at skaffe mig igjen tilbage til Livet. Saasnart Møllerkonen saae, jeg paa ny drog Aanden, sagde hun til mig:
Naa, De har rigtig baaret Dem net ad, min Herre! Det
