Ære og Samvittighed, var det dit ramme Alvor, saaledes uden Omstændigheder at ende dit unge Liv i Æbletræet?"
Frits, som ved Nydelsen af adskillige Glas Theevandspunsch havde mistet al Gave til at forstille sig, gav til Svar: "Siden I da endelig ville have mig aldeles afklædt, kommer jeg vel til at træde reent ud af min romantiske Glorie for at aflægge den ydmyge Bekjendelse, at jeg rigtig nok blev lidt underlig tilmode, da jeg stod lige ved Dødsens Dørtrin. Det var dog egentlig for at give Marie til Straf for sin Grumhed ret et sjælerystende Syn, at jeg gjorde det tunge Skridt. Men nu stod det mig bestandig for Hovedet, at min uforgjængelige Deel ved min Afgang fra dette Timelige maaskee blev forflyttet til saa fjerne Regioner, at jeg hverken kunde høre eller see noget til den Opsigt. som jeg ved min fortvivlede Beslutning især havde tilsigtet. Jeg følte mig virkelig fristet til at indlade mig i en Forstaaelse med Gaardskarlen, for at han kunde opholde sig i Nærheden, og til betimelig Tid og Stund udfrie mig af Belials Reeb, der snart skulde omsnoe mig. Men det forekom mig dog at være en altfor prosaisk Udvei. Jeg styrkede da mit Sind ved den trøstelige Udsigt, at Licentiaten igjen kunde komme saameget paa Benene, at han kunde tage mig ned igjen. Noget vovede jeg jo vist nok; men min ulykkelige Elsker-Ære tillod mig slet ikke, reent at træde tilbage. Jeg hængte mig jo heller ikke i nogen arabisk Ørken, men temmelig nær ved Huus og Folk, og for at man strax kunde have Redningsanstalter ved Haanden, havde jeg ladet min Foldekniv falde paa Jorden ved Roden af Træet!"
"O, din Stakkel," sagde Bertel, idet han strøg ham under Hagen; "du har ret været stedt i en svar Nød. Vederqvæg det qvalomsvændte Bryst med en Slurk Punsch endnu, og bekjend saa frit uden al falsk Undseelse, at du efter disse tre Dages Lidelser gandske har forvundet al din Harme."
"Med Skam at tale om," svarede Frits, "befinder jeg mig
