Qvindfolk. Var jeg saadan en kjøn Karl som De, vilde jeg forsøge min Lykke der. De kan troe, hun har baade at ligge paa og sidde paa. Hun kan ogsaa gjøre nette Ting med sine Næver og er i alle Maader vel oplært. Det er Skade, Moderen sidder i uskiftet Bo; thi der staaer endeel betydelige Prioriteter i Godset. Men hvordan det gaaer, kan dog enhver Mand være vel tjent med Frøken Sophie, som sagt."
Idet Forpagteren havde fuldendt sin Skildring af Sophies Omstændigheder, lød et stingrende Holla tværs over Søen, og Mølleren, fra hvem Raabet kom, vinkede med sin Haand ad Frits. Da Frits havde fulgt Vinket, fremstillede Mølleren sin Lærling for det nys ankomne Selskab med følgende Ord:
"Her skal Fruen og Frøkenen see en Karl, hvis Mage man skal reise langt efter. Han har idag gjort et Skud, som jeg aldrig glemmer. Vi havde hist i Baaden saa reent bortskudt alle vore Hagl, at Frits maatte lade sin Bøsse med en Kugle. Dermed sigtede han paa en Vandhøne, der lod sig see over de tre hundrede Skridt fra Baaden. Jeg raabte til ham, det var Narrestreger at skyde paa sligt et Maal; men i det Samme trykkede han løs, og Fuglen flød i sit Blod paa Søen."
"Ja det forstaaer sig," tog Forpagteren Ordet, "naar jeg vilde lade mit Gevær med et Sandskorn, og fyre mellem en Sværm af Myg, kunde det kanskee træffe sig, at jeg skjød Øiet ud paa een af dem, men Slumpeskud bliver dog altid Slumpeskud."
Efter denne Bemærkning gik han sin Vei. Men Frits, som imidlertid fortørnet havde ladt sit Gevær, skjød ham Kabudsen af Hovedet, saaledes at den fløi langt bort i Græsset. Forpagteren vendte tilbage gandske hvid i Ansigtet, og sagde med rystende Stemme til Frits:
"Hør, veed Du hvad, Broerlil! Slige Friskyttespil høre ikke med til god Skik her i vort gamle Land. Her skyder man
