"De forekommer mig at drive Deres Lidenskab for Jagten altfor vidt, da de endogsaa har anrettet et grusomt Nederlag paa Dyr, hvis Død hverken er dem selv eller nogen Anden til Nytte."
"O," sagde Frits, "man nedværdiger den frie Kunst for dybt, naar man vil gjøre Jægeren til en Tjener for Kokkepigen. Hvis De anseer det for tilladeligt, at dræbe Dyr for at sætte dem paa Bordet, maa De dog tilstaae, det er mere forsvarligt, at føre Krig med Dyreriget blot for at øve sin Aands og sit Legems Kræfter. Den hurtige Fatning og Koldblodighed, som er en Jægers Hoveddyd, uddanner man ligesaa godt ved at forfølge de uspiselige Dyr, som dem, der bringes til Huusholdningen. Desuden kommer jo Fuglenes prægtige Dragt ret tilsyne, naar de styrte ned fra deres Flugt."
"Det hjelper ikke," tog Sophie Ordet, "at De taler til Moder derom. Hun er saa god, at hun aldrig tillader, man gjør Dyr Fortræd. Da jeg var mindre, tillod hun mig ei engang at lege med vore Kattekillinger, fordi denne Befingren var skadelig for deres Helbred. Hun har i Grunden Ret. Jeg føler ogsaa, det er slemt gjort af mig, at jeg selv gjerne seer paa, at man skyder Fugle; men jeg kan ikke gjøre ved det. Det er dog rigtig tungt at være dydig, naar man skal være saa generet derved. De smukke Fjær komme først ret tilsyne, naar Fuglene falde ned fra deres Flugt. O! hvor det tager sig herligt ud. naar en ret stor Maage synker ned igjennem Luften, og Solen skinner paa dens brede Vinger. Moder har ikke havt Ro for mig, førend jeg fik hende til at kjøre ned til Søen idag."
"Og desuagtet," sagde Fruen, "er min kjæreste Lystvandring ved Bredden af denne Sø. Men paa en saadan Dag taber jeg Nydelsen af den skjønne Natur, naar jeg hvert Øieblik maa vende Blikket bort fra det store Blodbad.
Frits bemærkede: "Fra denne Banke har man i Sandhed ogsaa ret en smuk Udsigt tværs over Søen til de skovbevoxede
