Bakker. Jeg har idag havt saamange Ting i Hovedet, at jeg nu først bliver opmærksom derpaa. — Det fornøier vist ogsaa Dem, Frøken, at betragte saa smuk en Egn?"
"O ja," sagde hun; "lidt fornøier det mig jo rigtig nok; dog kan jeg just ikke sige, jeg nogensinde bliver meget glad derover, saaledes som Moder og Marie. Jeg gider nok seet paa Træer og grønne Marker; men jeg vil dog tusinde Gange hellere paa Bal."
"Deri har du fuldkommen Ret," sagde Moderen; "jeg er tidt nok vred paa dig, fordi du er saa gandske følesløs for Naturens Herlighed."
"Men deri gjør du dog virkelig stor Sund, bedste Moder!" sagde Sophie, idet hun omslyngede Fruen med begge sine Arme. "Hvad kan jeg gjøre for, at vor Herre har givet mig saaliden Forstand? Du vil dog vist ikke have, at jeg skal lyve og anstille mig henrykt."
Moderen drog sig lempelig ud af Datterens Favn, og sagde med en alvorlig Tone til hende: "Det klæder ikke godt, at du i Folks Paasyn viser en saa barnagtig Kjælenskab."
"Men, lille Moder," sagde Sophie, idet hun holdt Fruen for Munden, "du maa rigtig heller ikke saaledes altid rette paa mig i Fremmedes Paahør; man kunde jo let ansee mig for et Barn, især, da jeg er kun lidet voxen af min Alder. Du maa ikke saaledes gjøre dig vred for ingen Ting; thi," føiede hun halv sagte til, "det klæder dog heller ikke godt."
Ved sine paatrængende Kjærtegn aftvang Sophie tilsidst sin Moder et Smiil. Frits gik ned ad Terrassens snegledannede Trappetrin. Sophie, som blev det vaer, slap sin Moder og raabte:
"Hvor vil De hen saa hastig?"
Han svarede: "Jeg hører en Hønsehund puste hist henne mellem Rørene. Jeg maa hen at see, om den ikke har forstyrret en Iriskrede, som jeg omtrent paa samme Sted har opdaget."
