Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/419

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Nogen byder mig op, kan De være vis paa, jeg sidder ingen Dands over."

"Den første Dands," sagde Frits ivrig, "maa De helligen love mig, De dandser med mig".

"Det er et Ord," svarede hun, "den første og den tredie."

"Og den femte,« føiede Frits hastig til.

"Nu bliver De ogsaa altfor begjerlig. Derom kan vi tale. naar Tiden kommer. Den Dag, den Sorg! Gud! hvor jeg glæder mig til det Bal! De kan troe, Tiden bliver os imellem lang. Undertiden forgaaer hele fjorten Dage, uden at vi see noget Menneske hos os."

"Hvad foretager De Dem da i deres Eensomhed? De læser vel en heel Mængde Bøger?"

"O nei, jeg læser sjelden, uden hvad der bliver mig foresat. I de lange Vinteraftener læser Moder gjerne høit for mig og Marie. Men det er gjerne noget dumt, alvorligt Tøi. De kan troe, jeg har undertiden ondt med at holde mine Øine aabne, især naar der kommer Vers imellem. Dem beder jeg altid Moder springe forbi. Det er mig ret ubegribeligt, hvorledes fornuftige Folk, som have Lærdom nok til at give Bøger i Trykken, gide befattet sig med saadanne Narrestreger som Riim. Naar jeg ikke har noget Bedre at gjøre, har jeg nok Lyst til at læse muntre Bøger, især Komoedier, hvori der gjøres Nar af gamle Mænd."

"For at tale om noget Andet," sagde Frits; "Tiden vil falde mig forbistret lang i disse Dage, mens jeg gaaer og længes efter Ballet. Kunde De ikke formaae Deres Moder til at indbyde mig inden den Tid?"

"Nei, det vil falde vanskeligt; men De kan jo komme af Dem selv. De lader jo ikke til at være undseelig af Dem."

"Det bliver det fornuftigste; jeg kommer bestemt imorgen."

"O ja, gjør det."