"Sophie!!" raabte Fruen igjen, "Sophie!!... hvor bliver du af?"
"Bedste Moder, nu er jeg jo paa Øieblikket hos dig," svarede Sophie i en noget uvillig Tone. — "Det er ret ubehageligt," sagde hun til Frits, "at vi nu strax skal kjøre bort; jeg træffer saa sjelden et Menneske, med hvem jeg kan faae en ret fornuftig Samtale." — Idet hun sagde dette, løb hun hurtig fra Frits, og da han med Flid fulgte langsomt efter, fik hun Tid til at tale to tre Minuter med sin Moder, inden han igjen stod hos dem paa Banken. I denne korte Mellemtid havde hun gjort saa god Brug af sin Veltalenhed, at Frits, da han igjen nærmede sig til dem, strax fik den forønskede Indbydelse. Derefter hjalp han begge Damer op i deres Vogn, og Kudsken gav de utaalmodig stampende Heste Tømmen.
Da Vognen var forsvunden, ilede Frits paa ny hen til det Sted, hvor han tillige med Frøkenen fra Ravnshøi havde betragtet Iriskreden. Med blussende Kinder og uroligt Pulsslag kastede han sig ned paa den afsides Græsplet, og tilbagekaldte bestandig i sine Tanker ethvert Ord, der var kommet over hendes Læber. Ja, for ret med Liv og Kraft at tilegne sig Erindringen om de faa Minuter, han havde tilbragt i hendes Selskab, gjentog han endogsaa høit for sig selv enhver af hendes Yttringer, idet han bestræbte sig for at efterligne hendes velklingende Røst. I denne Tidsfordriv blev han forstyrret ved et kraftigt Varsko! Dette Skrig kom fra Forpagteren, der red foran den hele Trop af de hjemdragende Jægere. Han vendte sig til den efterfølgende Flok og raabte:
"Holdt! ellers ride vi den kjøbenhavnske Herre ned. Han ligger, Gud hjelpe mig, her i Græsset og smaasnakker med sig selv. — Hvordan er det fat, Broerlille? Finder De Dem besværet af Bugvrid, siden De klager Dem saa gudsjammerligt? — De ligger jo her og piber som en Muus i Barselsnød. Hvorledes har De med Eet lagt Dem til et saa spinkelt Mæle?"
