ligefra Rasmussens A B C til Haenleins Indledning. Saa kan man see, der er endeel at gaae igjennem for Enhver, der giver sig paa den Vei. Vil Gud give mig Børn, saa staae mine Bøger i den Orden, de skal bruge dem. Da kan jeg føre dem hen for denne Reol og sige med god Samvittighed: Børn! Seer her, hvorledes Eders Fader har stridt. Tag nu fat, hvor han slap, saa kommer I nok frem i Verden."
"Læser du da nu aldrig mere i nogen Bog?" spurgte Frits.
"Jo, i den senere Tid kan du troe, jeg har pløiet gandske arrig i poetiske Skrifter, baade paa Dansk og paa Tydsk. Herre Gud, man vil jo dog nødig lade sig gjøre til et Aalehoved. I Førstningen, da jeg kom herud mellem Folk, der vidste Besked om Poeter og Vers, da maatte jeg skamme mig som en Hund, fordi jeg aldrig kunde tale med. Men lad dem nu komme, saa skal de nok finde Karl for dem. Du kan troe, den skal staae tidlig op, der skal tage mig i min Æsthetik. Det er ret en Lykke for mig, at jeg er kommet i Huset hos denne Frue. Nu faaer jeg altid betimelig Underretning om, hvilke Poeter der ere meest i Velten, og hvor dybt enhver af dem stikker. Det er en Pokkers Kjærling; hun kunde gjerne tage sig paa at være Manuducteur i den poetiske Literatur. Du kan flye hende lige hvad Poet du vil, enten tydsk eller dansk, saa vil hun strax sige dig, om han har forstaaet sin Haandtering. Det gaaer for hende, som et Stykke Smørrebrød; thi hun kan sin Æsthetik, som En af os sit Fadervor."
"Er det dig nu", spurgte Frits, "blot et Pligtarbeide, naar du studerer disse mange Digterværker? Føler du slet ingen Fornøielse derved?"
"Jo mænd gjør jeg saa. Det maa jeg ikke sige Andet. Det er ret en snurrig Tidsfordriv at lægge Mærke til, hvorledes en Digter kan hitte paa de underligste Ting af Verden, som man aldrig skulde troe, noget Menneskes Barn kunde falde paa. Pro-
