om at beholde det til min Dødsdag; thi det maa da være saa godt som evigt."
Samtalen blev afbrudt ved en Tjener, som kom for at kalde Jens Hansen til Frokostbordet. Frits vilde gaae med, for at lade Candidaten indføre sig hos Fruen; men denne bad ham tøve lidt og siden følge bag efter alene.
"Jeg skal sige dig," gav han til Grund, "ikke for al den Deel i Verden vilde jeg lade mig sige paa, at jeg slæbte Gjæster til Huset. Jeg vil sige dig Tingen reent ud, som den er. Fruen har for Skik, at give hver Person et blødsødent Æg at begynde med. Naar nu en uventet Gjæst indfinder sig ved Bordet, bliver der jo ufeilbarlig et Æg for lidt. Derfor vil jeg helst være reent udenfor det Hele. Vil du siden komme paa din egen Haand, da er det ikke min Sag. Jeg vasker da mine Hænder. Men Folk af den store Verden skal man i alle Maader omgaaes vaerligt. Du maa ikke blive vred, fordi jeg tager Bladet fra Munden; men jeg seer helst, du slet ikke lader dig mærke med, at du før har kjendt mig."
Frits indgik disse Betingelser.
En af Fritses Egenskaber var, med stor Færdighed at tale med om enhver Ting, enten han forstod den, eller ikke. Ingen af de Gaader, Naturen har forelagt den menneskelige Fornuft, laae ham saa stærkt paa Hjerte, at han uden Anledning kom til at arbeide paa dens Opløsning. Han hørte til den store Menneskeclasse, hvis Tænkning blot sættes i Gang ved Samtaler. Naar han hørte noget Spørgsmaal at afhandles med Varme, tog han altid ivrig Deel i Samtalen. Over Gjenstande, som han aldrig før havde tænkt paa, dannede han sig paa staaende Fod en Mening. Det var temmelig tilfældigt, hvilket Partie han kom til at forfægte, og meget uvist, om han ved en anden Leilighed fandt for godt, at holde paa samme Haand. Alle mundtlige Undersøgelser vare for ham en Slags behagelige, ridderlige
