sig selv et bedre Menneske, naar man læser om deres Høimodighed, om deres rene Selvopoffrelse for Dyd og Religion.
I lang Tid har jeg ikke havt Tid at skrive dig til, da min Faders Huus har været usædvanlig besøgt af Gjæster. Vi har iblandt Andet havt en ung Fusentast fra Kjøbenhavn hos os. Han har engang ved sin Ubesindighed gjort os endeel Optøier, der bragte hele vort Huus i Forstyrrelse. Der er just ikke noget Ondt i ham, men han er saa yderst barnagtig og tager sig aldrig noget Nyttigt for. Tænk dig engang, et voxent Menneske, som alt er Student, finder Behag i at spille Klink med min lille Broder Peiter! Han anstillede sig rigtig nok, som om det blot skete for at fornøie Drengen, men man kunde tydelig see, han var selv meget fordybet i Spillet.
Hils din gode Moder, og tak hende ret for de sidste smukke Bøger, hun sendte mig. Dag for Dag bringes jeg meer til at indsee, hvad jeg skylder den fortræffelige Kone; thi hun har først vakt min Følelse for Kunstens herlige Værker. Gud! hvor jeg vilde have voxet op i Vankundighed, dersom Himlen ikke havde ført mig til hende. Naar jeg ret betænker, hvor min Barndoms Legesøstre dog i Grunden ere nogle høist ubetydelige Væsner, da skjønner jeg først ret paa det Held, at jeg har faaet Sands for noget Bedre.
"Der har De rigtignok faaet et smukt Vidnesbyrd," sagde Sophie, da Frits havde læst Brevet til Ende.
"Det er sandt," sagde Frits. "Jeg staaer just ikke med Palmer i Hænderne; men jeg har da den Trøst, at Skudsmaalet er i min egen Vold og skal heller ikke med min gode Villie komme videre ud iblandt Folk. Desuden er jeg tilbøielig til at troe, at De selv, saavelsom jeg, i det samme Brev har faaet en kjærlig Revselse. Hun regner ufeilbarlig Dem til de høist ubetydelige Væsner, som ikke have Sands for noget Bedre."
