"Mener De det?" spurgte Sophie. "Ja det er saamænd gjerne muligt. Det skulde hun faae Skam for, den indbildske Tøs! Ja jeg har nok før mærket, at hun foragter mig, for jeg ingen Behag finder i at læse tørre Romaner med Prækener i. Men hvad Dem angaaer, da har hun virkelig Ret? thi det er dog meget barnagtigt af Dem, at De kan finde Moerskab i at spille Klink."
"Jeg indseer det," svarede Frits; "jeg erkjender med stor Sønderknuselse min Daarlighed. Den, der ikke tidlig opoffrer sit Liv til gavnlig Virksomhed, han vil engang i en trøstesløs Alderdom begræde den Ungdoms-Tid, han letsindigen spildte."
"Deri har De Ret," svarede Sophie.
"Og den, der ikke som Yngling tidlig betræder Alvors tornefulde Vei, han naaer aldrig til Viisdommens lysende Tempel, men Døden overrasker ham midt paa den lange Bane."
"Ja vist," sagde Sophie.
"Vee den, der ei, mens han besidder sin fulde Kraft, erhverver sig den Dygtighed, at han engang, som en nyttig Borger, som et gavnligt Lem, kan opoffre sig til Statens Tjeneste!"
"Ja vist," svarede Sophie.
"Men for at komme til noget Andet, skulde vi da ikke her i Smag spille blot et lidet Parti Klink; jeg har just til al god Lykke to Markstykker i Lommen."
"Det er et Ord!" svarede Sophie med Latter; "det kunde være gandske moersomt. Men skyd først Slaaen for Døren, at ikke nogen af Timerne skal komme herind og see det."
Da dette Spil til gjensidig Fornøielse havde varet henved en halv Time, maatte Sophie, der havde grebet Sagen altfor alvorlig an, forlange Stilstand for at hvile sig. Hun fortsatte da med følgende Spørgsmaal sit Forhør over Frits:
"Siig mig nu, hvad det egentlig er for Optøier, De har gjort i Møllerens Huus?"
