"Smaating, Frits? Der har vi den gamle Snak! Saaledes taler du, fordi du er letsindig og uerfaren. Naar man tænker over hvad man gjør, og ønsker at komme frem i Verden paa en skikkelig Maade, saa agter man Intet for Smaating. At gaae paa Bal med Barattens Baand, det er en Geniestreg, som jeg vel skal vogte mig for. Naar jeg skal fornøie mig i Selskab, saa maa der Ingen kunne laste min Paaklædning. Som man er klædt, er man hædret. Man maa ikke kaste sig selv hen, fordi man er fattig. Nei, ædelt maa man tænke, net maa man være fra Top til Taa. Jeg føler for høit, til at udsætte mig for Folkesnak. Man maa gjerne sige mig paa, jeg er vel pillen med mine Klæder; men en honet og ordentlig Karl skal man ansee mig for. Det har min salig Moder lært mig, og derfor beder jeg Vor Herre velsigne hende i sin Grav."
Saaledes talte Jens Hansen, idet han med Selvfølelse udspilede sine Næsebor og lagde sin venstre Haand paa Hjertet. Nu begyndte han at forberede sig til Natteleiet. Han klædte sig nemlig af og gav sig derpaa til at indhylle sit Legem med endeel uldne Belter. Derefter puslede han med Fyldet i den tunge Hvergarns Fjærdyne, og sagde under denne Syssel til Frits:
"Disse Sengeklæder har jeg saamænd arvet fra min salig Faster, og paa dem har jeg ligget alle mine Studenteraar. Dem har jeg bragt med her paa Gaarden; thi jeg har altid anseet det for en Herlighed, at sidde og ligge paa sit Eget. Du kan troe, den Dyne bander ikke ved Vintertide, den veier sine stive syv Lispund."
Under denne Tale var han krøbet i Sengen, og slog med begge Hænder paa Dynen, idet han mumlede:
"Haa haa haa! Nu ligger jeg da saa rart og saa godt!"
Ved disse Hverdags-Yttringer af dyrisk Velbefindende følte Frits sig underlig beklemt. Jens Hansens prosaiske Tilfredshed dannede en skjærende Modsætning til de lette Phantasier, som
