Udfaldet blev, at Sylvius som Ophavsmand førtes til Universitetets Fængsel.
Næste Dag møder Hans Tausen for Raadet paa Gammeltorv, hvor Bisperne fremførte de af Historien bekjendte Anker imod ham. Borgerne, der med Studenterne vare stimlede sammen udenfor Raadhuset, bleve stedse mere høirøstede. Følgende Yttringer hørtes omkring i Folkestimlen:
„Hvad monstro Raadet har i Sinde med Herr Hans idag? Det varer mig noget længe, førend han slipper ud. —
Han skal gandske bestemt rettes, fordi han har sagt, at visse Folk komme til Helvede. Men ikke mine Ord igjen! Jeg kommer af og til i Herr Tyges Huus og efterseer hans Skorsteen. Ved saadan Leilighed spørger han mig gjerne om Et og Andet, og jeg har nok kunnet mærke, min gode Hans maa takke Gud, om han kan blive hængt førend han bliver brændt. —
Snik Snak! Raadet seer sig vel for. Dersom Mester Hans skete nogen Overlast, kom der aldrig en Sjæl levende fra Raadhuset. —
Det er en velsignet dygtig Mand paa en Prækestol, du! Hørte du ham i Søndags i Nicolai Kirke? Jeg glemmer aldrig de deilige Ord, han talte: Af deres Frugter skulle I kjende dem — det var sgu godt sagt — af deres Frugter skulle I kjende dem! De kunde tage sig af det, der vilde —
Ja, hvad siger du da om Faarene i Ulveklæder? Da jeg hørte det, kunde jeg ikke bare mig for at tænke paa Papisten i Graabrødre Kirke; naar han messer, er det livagtig, som man hører et Faar bræge.
Det maa være en Satans Omstændighed at straffes med Baal og Brænd. Jmorges brændte jeg blot min Langefinger en Smule paa Persejernet; det værker endnu som en Ulykke. Men tænk nu, naar hele Kroppen skal brændes op, lige indtil den nøgne Sjæl — det maa dog være ret en forbistret Pine. —
