fortalte jeg ham hændelsesviis, at denne meget omtalte Skjønhed befandt sig her i Staden for at besøge nogle Veninder. Da besluttede han at vove Alt, for at komme til at see hende. Jeg fortalte ham, at hun boede lige over for vor Frue Kirke. Han fik det Indfald at stille sig ved Kirkemuren og ikke forlade sin Post, førend han saae hende forlade Huset. — — Denne Plan omstyrtede jeg ved at fortælle ham, at hun aldrig gik ud. Der fløi ham en halv Snees urimelige Anslag igjennem Hovedet, men jeg bragte ham dog til den Indsigt, at ingen af dem stod til at udføre. Vi skiltes ad, og jeg var forvisset om at have forebygget alt Galskab. Iaften, da Borgerne havde tændt Lys, gik jeg gjennem Nørregade. Da saae jeg ham ved Maaneskinnet staae, med Øinene vendt mod et Vindue i den Gavl, hvor hun boede. Saaledes stod han forstenet, som St. Jørgen derude i Haven, og rørte hverken Haand eller Fod. Mig bemærkede han ikke, og jeg lod ham uforstyrret staae i sine Drømmerier. Da jeg kom tilbage den samme Vei og gik forbi det samme Huus, faldt der endeel løsrevet Kalk ned paa Gaden.” — —
Her fortælles nu den hele Vægterfeide, næsten ordret som den er overført i Novellen (see S. 73—77), alene med de smaa Forandringer, som Costumet fordrede.
„Neppe var denne Fortælling endt, før man fra Haven hørte Sylvii Røst. Han bebudede sin Ankomst ved det lydelige Raab: Pereat Joachim Rønnov! et Raab, der gjentoges af hele Selskabet, som gjennem den aabne Havedør ilede ham imøde.” — Under denne Larm nærmer en Flok Ryttere sig ad den alfare Vei, som løb forbi Havegjerdet. Opmærksomme ved Raabene gjorde de holdt, og den Fornemste af dem steeg af Hesten, en Mand af svær Legemsbygning, med husket Bryn. Med raske Skridt gik han gjennem Stikkelsbærgangen op imod Huset. Det var netop den stolte Biskop, som drog fra Roeskilde til Raadsforsamlingen. Han havde hørt sit Navn haane, gik ind, og
