Rør ikke ved mig, dit Skarn! jeg kan ikke taale at see dig.
Er det virkelig Jert Alvor, gamle Tossehoved, at I vil suurmule, fordi man gjør Løier med Jer? Lad det nu være godt igjen, ellers gider jeg min Sjæl hverken ædt eller drukket.
Naa saa kom da, Dreng, og giv mig et Kys! — I kan ikke forestille Jer, sagde hun til Sylvius, hvad jeg lider med den uartige Knegt. At have Børn er et sandt Huuskors. Aldrig kan jeg faae ham til at bede, enten til Hjelperen eller til Jomfru Marie. Forestil Jer engang: Jeg, der løber om i Huset fra Morgensol til Aftensol, maa ikke alene bede for mig selv, men ogsaa for den lange Lømmel, som render i Skoven den udslagne Dag og gjør aldrig Gavn for to Skilling. Jeg lukker aldrig nogen Aften mit Øie, uden at tælle ti Rosenkrandse for mig selv og tyve for den ugudelige Krop. Det er dog mere end nogen ærlig Kone kan overkomme! Og hvad mener I vel? saa gjør endda den lille Skjelm saa mange Kattespaser, at han, Gud forlade min Synd! faaer mig til at lee midt under Bønnen. Det gik endda an, naar jeg blot ikke hveranden Dag maatte stege og brase for de argeste Kjettere, som han fører mig i Huset.
Kom nu ikke med den gamle Snak om Kjettere, Moder! Det er jo Noget, I ikke forstaaer Jer paa. Lad I de Lærde derom. Fordi En bliver kaldt Kjetter, derfor kan han jo være lige god Karl.
Ih! du skulde faae en Ulykke for din Mund! Kan den være god, som hverken troer paa Messen eller Paven?
Hvad rager Paven mig eller Jer? Jeg har tidt sagt Jer min Mening derom, Moder. Jeg holder for, at man ikke bør blande sig i det, som ikke kommer En ved. Hvem der kan forslaae mig Tiden, han er af mine Folk, enten man kalder ham Kjetter eller Anabaptisk. At man giver ham Øgenavn, det er jo hans egen Sag. Det er min Tro.
