nu det sælle Kræ blot for eengang agere Borgemester, mens I forestiller Hest.
Lybekkeren skummede af Forbittrelse.
Slaa Jer nu til Taals et Par Timer, vedblev Sylvius. Nu ville vi trine op til Bordet, og Eders Skaal skal ikke blive forglemt.
Sylvius gik paa Tilbageveien gjennem Borgestuen. Her sagde han til Borgemesterens Rideknegt: Eders Herre befaler Jer at passe paa, at ingen Sjæl i de første tre Timer nærmer sig til Stalden. Han er gaaet derind med en skjøn Jomfru af Nabolauget, som har Lyst til at besee hans smukke Ridehest.
Haha! det er godt! Jeg forstaaer en halvqvædet Vise.
Det er mig dog ubegribeligt, hvorledes en ung Pige kan vare saa stor Kjender og Elsker af Heste.
Jeg skal sige dig, hvorfor det er dig ubegribeligt. Det er fordi I selv er en Hest. — — Jeg kjender Rummelen. De danske Pigebørn er nu engang ikke anderledes. Wenn de seer en Lybekker, en velvoxen Kerl med Fjær i Hatten, ongefæhr som Borgemester eller jeg, so bliver de strax mordisk forliebt. Jeg besøgte ifjor min gode Ven, Churfyrsten paa Langeland. Men jeg maatte reise strax igjen, jeg kunde ikke vare med Fred for Churfyrsten sin Datter; hun vilde med Djævels Skind og Been gifte mig. Hun kom ned til mig i Stalden og sagde: Hans van Duus, han er en brav Kerl og en honet Kerl. Han har et overmaade skjøn Gesicht, han kan pudse sine Stivler og han har i alle Maader godt Genie. Jeg vil, partere mig Satan, være sin Kone! — Jeg kunde, hohl mich der Kukuk, have havt Churfyrsten sin Dokter og den ganske Grafschaften, men det var ikke Noget for en Kerl i min Alderdom, at binde sig fest. Den dänische Grüß og de tikke Pankuchen vil mig gar sehr schmecken.
Jeg skal saamand dog ud i Stalden og see hvad Borgemesteren bestiller.
