det er et høist usselt Slags Penge. Jeg skjøtter ikke stort om dem. Men den ene Villighed er den anden værd. Lad os tage dem i Øiesyn.
De fulgtes ad til Stalden. Da Lybekkeren var indenfor, kom Kragerup til og slog begge Halvdørene i.
Hvad betyder dette her, spurgte Lybekkeren? Hvor er Pengene?
Ja veed I hvad, sagde Sylvius, jeg troer vi ville lade det beroe med Vexlingen for det Første. I skjøtter desuden ikke om den Slags Mynt.
Kom nu kuns, go' Karl, sagde Kragerup. Skal Hesten staae i Stuen, saa skal, Død og Kritte! Manden staae i Stalden.
Hvad har I i Sinde? I forstaaer dog vel Spøg?
Jo, i Sandhed forstaae vi Spøg, svarede Sylvius. Det er just vort Fag. Vi have netop besluttet at spøge lidt med Jer.
De slæbte Lybekkeren hen til en Baas. Efter en kort og unyttig Modstand maatte han, aandeløs og bedækket med Sved, finde sig i deres Medhandling. Nu begyndte han at give gode Ord” — — men til ligesaa liden Nytte som hans — — „sidste Kraftyttring, en Strøm af Trudsler og Eder. Ogsaa herpaa blev gjort en Ende, da hans egen Halsklud blev stoppet i hans Mund. Sylvius bandt hans Hænder paa Ryggen; Kragerup iførte ham et Hovedtøi og surrede ham til Krybben.
Nu bliver jeg dog meensoren, sagde den Sidste. For bandte jeg paa, at jeg ikke vilde rømme Jer en Baas, men nu falder jeg alligevel tilføie. Men jeg tænker som saa: Den Baas. som ei er for god til en dansk Herremands Kjørehoppe, den er heller ikke for god til en lybeksk Borgemester. — Bi nu lidt — her har I en Skuffe god Havrehakkelse.
Imidlertid skal jeg, tilføiede Sylvius, sætte en Skeefuld Suppe frem for det hvide Bæst deroppe. Det er ret godt at store Herrer prøve, hvorledes deres Underhavende har det. Lad