min Ridehest. Han fløitede i sin Haand, og fire Ryttere sprang ved dette Løsen ind i Stuen. Løft mig i Veiret, Æsler, skreg han. De fire Karle lettede ham med forenede Kræfter op, overende paa Bænken. Derpaa gik han med et opbragt Ansigt ud i Gaarden. Et Øieblik efter kom han tilbage, førende sin Hest ved Tøilen. Rideknegten gik bag efter og gav det tilbagestræbende Dyr et Smæk med Pidsken, hvorpaa dette efter et Spring over Dørtærskelen befandt sig midt i Gjæstestuen.
Rider Pokker Jer, Lybekker, udbrød Kragerup med Skoggerlatter. Skal Jeres Mær sidde til Bords med min Moder og min Faster?
Et Værelse, sagde Lybekkeren, som ei er for godt til danske Madammer, er heller ikke for godt til en Borgemesters Ridehoppe.
Kragerup gjorde Mine til at gaae løs paa Lybekkeren, men Sylvius trak ham tilside og hviskede ham ubemærket et Par Ord i Øret. Derpaa begyndte de paa Skrømt at brydes, og Kragerup lod sig tilsidst kaste paa Døren.
Det kan jeg lide, sagde Borgemesteren, idet han klappede Sylvius paa Skulderen, I er en haandfast Karl. Hvo skulde have tænkt, at I kunde mægte den drøie Knold.
O, naar Blodet kommer i Kog, saa er det kuns en Haandevending, at gjøre det af med en slig keithaandet Prygl.
Meget let er det just ikke, min brave Dreng; men dog lettere end at vinde tyvetusinde Kroner — ha ha ha! Jeg skal nok betænke Jer lidt for det Stykke Arbeide — Jeg skal være Jer god for det. — —
Mens I vil mig saa vel, Herre! kan I vel Umage Jer et Par Skridt for min Skyld. Jeg har, imellem os sagt, fundet en Pose med rhinske Gylden, som jeg har skjult i Stalden. I kunde vel vexle dem for mig?
Raser du, Menneske! En heel Pose Penge? — Ja, Herligheden er endelig ikke saa stor, naar det kuns er rhinske Gylden;
