kehundens Huus. Der blev da, som I vel kan tænke, et Fandens Spektakel mellem den og Hunden. Katten smuttede ind i Hundehuset og havde blot Snuden udenfor. Hunden bjeffede og sprang, og Katten fnøs og sprættede. Hvergang Pasop kom for nær, fik han et Tjat over Snuden af Kattens Kløer. Saa kom da Lillemoer med en Kost og vilde hjelpe sin Kat, men turde ikke rigtig nærme sig, fordi hun var bange for Hunden. Jeg har aldrig i mine Levedage seet saa snurrigt et Syn, naar jeg undtager idag, da jeg saae Borgemesteren staae ved Hestekrybben. — I er min bedste Ven i Verden. Jeg holder meer af Jer end af Espen. Kom, vi vil drikke Dus!
Fru Sophie blinkede med Øinene ad sin Søn, men denne sagde:
Skiøt hun sig selv, Lillemoer! Jeg veed nok, hvad jeg gjør. I mener, han er en omstrygende Spillemand og jeg en Herremand. Jeg vil ikke have noget med adelige Folk at bestille; i Ridderlaug er jeg tilovers. Der sidder jeg som en Synder i Skammekrogen. fordi jeg veed, det stadselige Pak griner ad mig. Endnu har jeg ikke glemt den Frøken Trinletpaataa, som ifjor loe mig i mine aabne Øine, da jeg vilde føre Pandekagedandsen op. Jeg spørger fiint om, hvad Stand en Karl er af, naar jeg kan lide ham. Den, der skal vare min Kammerat, maa ligne mig. Han maa have et vittigt Hoved og ei bryde sig om, hvad Snit Ens Buxer har. — En tintet So og en skurvet Orne kan bedst sammen.
Sylvius og Kragerup klinkede med deres Bægre og faldt i hinandens Arme. Efterat dette Broderskab var sluttet, holdt de det for raadeligst, at skynde sig bort, førend Borgemesterens Fængselstid var udløbet. Herremanden, som havde havt den Forsigtighed, i Forveien at føre sine Heste ud af Stalden, satte dem for Vognen og jog til Kjøbenhavn, mens Sylvius fortsatte sin planløse Vandring. Henimod Aften kom han til en Bonde-
