gaard og gav sig til at spille paa sin Harpe uden for Vinduerne.” — — Her kommer den hele Scene, der uden væsentlig Forandring er overført til Novellen S. 69—71, og som her ender med, at den formildede Bondekone fortæller Sylvius, hvilken Fornøielse det var hende i hendes Ungdom, at høre den krogryggede Spillemand, naar han sad paa en Sildefjerding og spillede paa Fiol. —
„Sylvius gav Konen endnu et Par Skilling, under den udtrykkelige Betingelse, at et Par Kringler derfor skulde kjøbes til Børnene. Derpaa axlede han sin Strængeleg og sukkede:
O, hvi gaae dog Menneskene ikke hellere ud i Skoven og æde Olden, end krybe sammen som Trældyr i elendige, mørke Hytter? Hvorfor skal et Egern og en Markmuus føre et mere frit og lystigt Liv end sin fornuftige Medskabning? Hvad skal dog Manden med sin Smule Forstand, naar han alene skal bruge den for at tænke paa Udvei til Grød og Ærter? Mig skal Intet bringe til at bøie Hals under Aaget, som de øvrige Daarer. Den høieste Fyrstestol i Verden vilde jeg lade haant om; aldrig vilde jeg bytte min Frihed bort, for at sysselsætte mig fra Morgen til Aften med elendige, jordiske Tvistigheder. Ingen af de privilegerede Haandteringer er efter mit Hoved. Jeg priser mig lykkelig ved at være sluppet fra Klosterskolerne. For mig maae Priorer og Domherrer trækkes i Haaret om Aristoteles og Theophrastus. Et ærligt Haandværk var dog bedre, men jeg vil ei gjøre Løibænk og Stole til de magelige Herrer, der forsmaae at hvile sig paa Markens Steen og Tuer. Vil Ingen give mig Brød for mit Harpespil, da vil jeg hellere æde Græs og Rødder, end sælge mig selv til Slave.
Det var alt mørk Nat, da Sylvius befandt sig for Kjøge Port. Han bankede stærkt paa Porten, men ikke en Sjæl rørte sig indenfor. Da satte han sig ned paa en Afviser og spillede for Tidsfordriv en krigersk Melodie.”
