Endelig behøver man ikke for Fædrelandets Skyld at bedrøve sig over Digternes overcomplette Tal, thi foruden at der ei forbruges saameget Genie paa Digtekunsten, som det ved løselig Betragtning synes, saa er der til enhver Prækestol, enhver Skriverstue, enhver Plov, enhver Pleil langt flere Beilere end man ønsker; og vilde man forurolige sin Sjæl alene af Medynk med det poetiske Personale selv, saa kunde man med ligesaa megen Grund ynke Grønlænderen, naar han foretrækker en Skaal Tran med Iistapper og Sneeboldte for en Tallerken Kjødsuppe med Kløser og Pastinakrødder paa, eller beklage Russens Lod, fordi han finder Behag i at aabne Maven med en Snavs Skedevand.”
Tilsidst formaaer Taleren de „velbyrdige Venner til, ikke ved overdrevne Klager at udsætte sig for den Bagvaskelse, at deres Fortrydelse skulde komme af Mangel paa Gave til at sortere de gode Digtere fra de slette, eller at de, naar man bragte dem et Dusin Bind nye Poesier, skulde være farne som de saliske Præster, der om deres tolv Martis Skjolde vel vidste, at kun eet var himmelfaldent, men at udpege de elleve jordiske Copier, det overgik deres Evne[1]. — — Er der virkelig Nogen i vort Samfund, der føler sig truffen af denne Bebreidelse — han bære for det første over med det hele Dusin.”
Vi vende endnu engang tilbage til Novellens Helt, efterat
have henkastet den Bemærkning, at han har flere Maader at
erhverve sig Venner paa: saaledes omfavner en Vildmand ham,
fordi han ryster Æbler ned i Hovedet paa Folk. Formodentlig
har Sophie afbrudt Venskabet med ham, formedelst hans Op-
- ↑ Cfr. Efterl. Skr. første Udg. II. S. 20.
