jeg ikke først tvunget de hvilende Folk til at knæle for de høie Aser, dernæst maatte de bøie dem for Korset! men nu har jeg igjen besindet mig, nu skal deres stive Knæe neie sig for Historien. Ja synke skulle de i Støvet for Historien, som har skabt Himmel og Jord og Alt, hvad derudi befindes, og tildeelt mig min vidunderlige Vittighed. Men jeg kan jo afbede det igjen, hvis jeg faaer andre Tanker; saa har det jo Intet meer at betyde. — Her kan jeg ikke skrive længer for Graad. Den graahærdede Jens Skjald udi Axelstad sender mig hver Dag en Lovtale paa fastende Hjerte, for at jeg ikke skal lade Modet synke i disse slemme Tider. Den ankommer i dette Øieblik. Skamme Dig, ja skamme maa Du Dig, Du Øgleæt! at Du ikke kan have det Blik for mine dybe Toner, som denne graahærdede Dannemand. Naar jeg siger, jeg kan gjøre en dansk Stiil 1000 Gange saa godt som de Tolv, saa svarer den stakkels Mand strax: Herren kan gjerne sige 1000 Gange til. Og naar jeg siger, at mine Kjærmindeqvad slaae Sparto til Oehlenschlägers, saa siger han strax: Herren kan gjerne sige: til mine med og til al Verdsens Skjaldskab. — Forresten er jeg i Versionen af Snorro kommet til Pag. 1003; hvilket jeg ikke vil undlade at kundgjøre Folket, paa det at samme stadigen maa ihukomme, at jeg er en Mand, der ikke er tabt bag af en Vogn. Til Slutning vil jeg raabe nok engang Vee! ja tre Gange Vee! over Hvalpene, der have sat sig op imod Krøniken og mig, og mig og Krøniken og Krøniken og mig. Amen.
