229
Optegnelser paa Reisen til China.
Merian og Valdrian &c. — Midt i denne Jerusalems Forstyrrelse sang Doctorens sorgløse Kanarifugl saa muntert, som om det havde varet en deilig Vaardag. Min Tilstand var ynkelig. Jeg skulde idelig, som Sømanden siger, vende Lommen; men Lommen var tom. Lige for mig havde jeg det græsselige Syn af en bleg Snedker, der næsten var som Holofernes, 4 Alen og en Qvart. Endogsaa naar det var godt Veir, saae denne Karl ud som en Dødning, med blegt Ansigt og brustne Øine, indfattede i en blaa Ring. Han var altid et Skridt foran Naturens almindelige Orden. Naar han var frisk, saae han ud, som om han var syg; men naar han var syg, saae han ud, som om han var død; og naar han var død, saae han ud, som om han længe havde været begravet. Nu var han paa en Maade død af Søsyge og sad med et Gjenfærds Ansigt lige for mig. Jeg følte mit eget Væsen saa godt som opløst og betragtede hans ræddelige Fjæs som et Speil, hvori jeg kunde læse, hvorledes jeg selv saae ud. Uafladelig plagedes jeg af Forestillingen om vammeltsøde Ting, f. Ex. Sirup, Lakrits, lunket Vand med Honning i, og var ikke i Stand til at slaae slige Tanker af Hovedet igjen. I min hele Livsvirksomhed var der en fuldkommen Stilstand. Legemet kunde jeg ikke beqvemme mig til at flytte, og selv Tankerne bleve ved, uden Fremskriden, at tøve ved een eller anden væmmelig Forestilling. Et Glas Vand følte jeg vilde være mig tjenligt, men laae, formedelst den utrolige Phlegma, der følger med en saadan Syge, hele Timer, inden jeg kunde overvinde mig selv saaledes, at jeg lukkede Munden op. Jeg lod med stor Besvær Øinene løbe omkring efter min Dreng, men han „som sin Principal fik Ondt, sig maatte brække.“ Tilsidst hørte jeg paa Dækket det Raab: Land i Læ! Brænd Kanonen af! Jeg troede, man raabte: Vand i Læ!, og gjorde Nødskud formedelst Læk i Skibet. Men uagtet denne formeentlige Livsfare, vi svævede i, kunde jeg dog ikke bringes ud af min phlegmatiske Dvale
