230
Optegnelser paa Reisen til China.
eller føle en eneste alvorlig Tanke ved at skulle synke i Afgrunden. Det var mig i egentlig Forstand ligegyldigt, enten vi flød eller sank. Til Slutning kastede jeg en halv Pot Blod op og blev derved saa mat, at det var mig høist velkomment, at de Lodser, som vi ved Skud havde kaldt ud til os, førte os ind i Homborgsund paa Kysterne af Christiansands Stift. Da vi havde kastet Anker paa 24 Favne Vand, faldt jeg i en sød Søvn og vaagnede den næste Dag saa karsk og sund, at jeg maatte synge i høien Sky imod de norske Fjelde, der reiste sig ligefor mine Ruder.
Den 7de November saae jeg ret, hvorledes vores store Skib, det Dagen tilforn havde teet sig saa uroligt i Nordhavet, stod saa stille som en Muus, indelukket i et Fold af Klipper. Igjennem smaa Aabninger fører man saaledes de største Skibe ind i norske Havne, at Skibene imellem Klippevæggene i Forhold ei have større Plads til Indløb, end en Vogn, der gaaer igjennem et Ledsted. Paa den ene Side havde vi gandske tæt ved os det lidet Land Homborgøen og paa den anden Side Lillesand. Vi gik i Land paa Homborgøen, som man i ringere end en halv Time kan omvandre. Den bestod næsten blot af nøgen Steen. der var løst begroet med Mos og bar paa sin Ryg 4 røde norske Træhuse. Men i disse Huse var en Reenlighed og Nethed, som den intet Begreb gjør sig om, der kun har besøgt danske Bønderhuse. De to af Indbyggerne eiede hele Øens Grund, i hvis Midte der laae en liden Dal, hvori der var saaet saameget Vinterkorn, at en heldig Høst kunde love 2 à 3 Tønder Rug. Indbyggerne holde skifteviis een Hest, hvortil de leie endnu een fra Nabolandene, naar de skulle have deres Jord pløiet. De ernære sig meest af at lodse fremmede Skibe og af at fiske paa deres Kyster, hvor der fanges Østers, Torsk, Koljer (et Slags Villinger) og i Særdeleshed Hummer. En af Mændene fortalte os, at der var i forrige Aar, 1818, hentet 70000 Hummer
