231
Optegnelser paa Reisen til China.
fra Homborghavn til Engelland. Disse Dyr fanges hele Vinteren og afleveres til Oldermanden, som gjemmer dem i Hyttefade, hvor de kunne leve 2 à 3 Maaneder uden Føde. Ja de paastaae endogsaa, at de blive bedst, naar de en Maaned have levet i Kassen. Der skydes ogsaa paa dette lille Land nogle Ryper og Tiurer, eller, som de kalde dem, Riber og Terer. Nogle Hasselhækker saae vi ogsaa hist og her, der skal bære en stor Mængde Nødder. Forresten vare Enebærbuske de eneste Træer, vi saae. Klæde gjøre de sig af deres egne Faars Uld og sende Tøiet til Christiania for at tilberedes, naar de ret ville lægge sig en pyntelig Dragt til. Man saae paa Eilandet en Mølle, der ikke var synderligt større end et Skilderhuus. Hvis den ei havde staaet paa de golde Stene, skulde man snarere have troet, den var bygget for at skræmme Fugle fra Korn, end til at male Korn paa. Da vi atter kom ombord paa Christianshavn og bleve spurgte, hvordan vi fandt Landet, svarede Bentley: det er et Hundehul, hvor man hverken kan faae Vaadt eller Tørt. En af Indbyggerne, der som Lods var ombord, blev derover meget lang i Ansigtet, da Nordmænd, som bekjendt, bryste sig meget af deres Fædreneland. Det gjorde mig ondt for ham, og for at gjøre det godt igjen udbrød jeg i Lovtaler over Folkenes gjæstmilde Sæder. Herover blev Lodsen sjæleglad og greb den nærstaaende Styrmand i Armen med de Ord: „Hører han det, Faer? Præsten siger, der er snilde, høflige Folk paa vort Land.“
Cap.
Den 7de Marts [1820] opdagede vi i Horizontens Sky Taffelbjergets uhyre Ryg og kom Landet saa nær, at vi ei alene kunde skjelne den gigantiske Steenløve, der ligger ved dets Fod, men endogsaa med uvæbnet Øie skimte et af de hvide Landsteder. Vistnok vilde kun faa af Landjordens stadige Beboere have været
