Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/516

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

232

Optegnelser paa Reisen til China.

i Stand til med deres Lorgnetter at række saa fjern en Gjenstand; men enhver Sømand bliver, ved idelig at øve sit Øie i en umaadelig Synskreds, til en halv Lynceus. Hvo der levende vil forestille sig, med hvad Fryd et i mere end 4 Maaneder fra menneskeligt Samqvem afsondret Selskab griber Udsigten til igjen at tale med tobenede Dyr, han begriber, hvor nedslagne vi maatte blive, da heftigt Modvinde tvang vore Navigateurer til at vende Skibet, for i rum Sø at søge en sikkrere Tumleplads. Saaledes gik det os i flere Dage i Rad. Om Morgenen styrede vi med en Gnist af Haab mod vort forjættede Land, mod Natten fjernere vi os igjen derfra. Endelig blev Vinden os gunstig; med mild Luftning og i smult Vand styrede vi den 12te Marts for Alvor til den forønskede Havn. Mangfoldige Skibe, som en lignende Skjebne havde flokket om os, sigtede til samme Maal, som vi. Under den hele Reise havde vi tidt talt om Muligheden af, at Kronprindsessen, et Compagnieskib, som Capt. Ørgaard havde ført til Bengalen, kunde paa sin Hjemfart møde os paa Cap. Denne Drøm blev nu igjen bragt paa Bane, og alle Kikkerter søgte blandt vore flydende Naboer utrætteligen om vor Landsmand. En og Anden begyndte at opkaste det Spørgsmaal, om ei et tremastet Skib, der seilede os nærmest, skulde være den omtalte Kjøbenhavner. Formodningen blev ved Skibets Kjendemærker meer og meer rimelig. Adskillige af vore Officerer havde tilforn gjort Reiser med Ørgaard, og talte med varm Begeistring om deres behagelige Samliv med ham. Med Jubel saae man snart det røde Flag med sit hvide Kors flyve fra Bagstavnen. Dansk var altsaa Seileren, men endnu vidste vi ei, om det var et Compagnieskib. Capt. Ørgaards trofaste Venner pegede stedse med Mundingen af Seerøret ud over Relingen og sporede smaaligt om Kronprindsessens velbekjendte Mærker. Snart hørte man Raabet: »Skibet har Vægtergang. — Det har to Gallerier. — Gallionen er flad. — Hurra! vi seer i Flaget de to Løver,