247
Optegnelser paa Reisen til China.
noner, skjøndt der egentlig efter Bestemmelsen skulde ligge l5. Vaaningshusene vare her store, luftige Haller, ligesom vore Kirker, og under Vinduerne løb en græsk Halte, baaret af Søiler. Besætningen var kun 40 Mand, bestaaende af Amboinesere, Malajer og Europæere. Commandanten forsikkrede os, at Amboinesere vare ham ligesaa brugelige som Europæere; ogsaa gik de fuldkomment klædte som Europas Militaire. Malajerne havde bare Been, hvilket contrasterede underligt mod deres Uniform og Geværer med Bajonetter. — Det batavianske Udyr (Rose) søgte med os i Batavias Aviser om Bekjendtgjørelsen af Hr. Beusches Død. Endelig fandt Rose det og raabte sjæleglad til den Afdødes Broder: „Funtus! her har jeg det. Jo Deres Broder er gandske rigtig død for 2 Maaneder siden.“ Den Efterlevende blegnede, og det batavianske Udyr blev ved: „Naa, seer De engang, hvilken herlig Hukommelse jeg har. Jeg sagde netop, at det var 2 Maaneder siden. Heidah, Hr. Lieutenant, nu skal De høre, hvor jeg har en fortræffelig Hukommelse, Hr. Beusche skal være mit Vidne.“ Siden viste han os, at hans Tænder vare løse i Munden og Kroppen fuld af Knuder, hvilket var foraarsaget ved overflødig Brug af Mercurius. Han sad med Benene paa en Skammel, hvori der vare Huller, og neden under blev sat et Fyrfad for at varme hans Fødder. — Vi bleve inviterede til Commandanten og vare glade ved at kunne forlade denne levende Gjenganger. Jeg forlod ham med Medlidenhed over hans visne Krop og Harme over hans visne Hjerte. Commandanten saae frisk og sund ud og viste ved sit Exempel, at god Constitution og ordentligt Levnet dog trodser Javas Pestluft; thi han havde tilbragt 6 Aar paa Øen. Efter en gjæstfri Pebersvendebeværtning og venskabelig Samtale med ham og andre Officerer i Casernen gik vi ud for at besee Monumentet, der neppe stod saa langt fra Casernen, som Frederiksberg Have ligger fra Vesterbro. En Officeer erklærede, at han ikke vilde gjøre Reisen
