254
Optegnelser paa Reisen til China.
Byen var ei en Gentleman at see. Lutter usle Rønner mødte os, hvoraf lurvede Skikkelser[1] krøb frem. Dersom der ikke var en stor Mængde af de driftige Chinesere i Staden, vilde Indbyggerne visselig omkomme af Skidenfærdighed. Vores Biersmat førte os ind i sin Stadsestue, der lignede omtrent et Hønsehuus og heller ikke ved nogen Væg var separeret fra Hønsegaarden, hvori jeg saae en Høne spadsere paa eet Been; det andet var sat af tæt ved Kroppen. Jeg tog en Karl, for at vise os Kirkerne; thi den lille By saae næsten ud som bare Kirker. I nogen Afstand kunde man Intet see bag den sorte, røgede Ringmuur uden de fire store Kirker. De vare alle brede og rummelige, men havde smaae Taarne. Alle Altrene vare lueforgyldte og prydede deels med Billeder af den bibelske Historie, deels var Æmnet taget af Legenderne. Maleriet hang der ogsaa paa Væggene, som forestillede Skjærsild, Helvede og Helgenhistorier. Djævlenes Fjæs vare ret frygtelige; nogle Typer vare laante af det nærliggende Havs Uhyrer, Krokodillerne. Jeg beklagede meget, at jeg Ingen havde, der kunde udtyde mig de til Grund for disse Phantasier liggende Fabler. Satan med lange Kløer slog En lige i — —. En tog ved sin Fod og stødte Kulbøtter ned i Svovlpølen. Især beklagede jeg ikke at vide Sujettet for et skjønt Billede, paa hvilket nogle særdeles deilige Jomfruer med Kurve i Hænderne knælede for en syg Munks Seng. Det favreste af Alt havde vi nær glemt at see, men det havde vores Karl tillykke bemærket. Da jeg vilde gaae ud, trak han mig tilbage i Kirken og pegede til Hvælvingen over Choret. Nikkende med Hovedet i Triumph blev han vores Overraskelse vaer. Thi
- ↑ Landet vrimler af sære Vanskabninger. En Mand havde elleve
Finger. Hans Tommelfinger deeltes i to Grene, hver forsynet med
to Led og istand til at bøies, uden at den anden bøiedes med. En
gled paa Bagen. En havde Benet saa tykt, at hele Foden tabte
sig i Svulsten. Huden var saa klar som Glas.
Forf.
