Første Scene.
Lars
(staaer først og rager i Lommerne paa en Kjole og siger derpaa, idet han hænger Kjolen hen paa Væggen).
Nei den er væk og den bliver væk. Der er saa Gu' ingen Redelighed meer blandt Haandværksfolk her i Christiania. Jeg veed bestemt, min Herre, Magisteren, har gaaet med en Speciesdaler, som jeg forbistret gjerne vilde have Fingre paa; men den er væk og den bliver væk, for der er et Hul paa Lommen saa stort, at man kan jage en Haand derigjennem. Den Speciesdaler kommer aldrig enten mig eller min Herre tilgode. Er det ikke ret slyngelagtigt af en Skrædder, som altid faaer sin Regning betalt strax, at han sætter saa uforsvarligt Lærred i min Herres Lommer. Er det ikke da som jeg siger: der er ingen Redelighed mellem Haandværksfolk meer. (Det banker paa Døren.) Død og Ulykke! kommer min Herre saa tidlig hjem? Han maatte da ikke ret vel see, at jeg visiterer hans Lomme. (Døren gaaer op og en Soldat træder ind.)
Anden Scene.
Lars og Ole.
Ole. God Aften Lars! er du alene hjemme?
Lars. Ja det er jeg rigtig nok, men jeg venter min Herre alle Øieblikke.
Ole. Hilledød Lars! skynd dig da lidt og giv mig en Dram af Magistrens Flaskefoder. Jeg er saa inderlig flau om Hjer-
