til, som om jeg var et simpelt Tjenestebud; men naar saa Galskaben gaaer over, saa bliver han saa myg, at man kan vikle ham om en Tommelfinger. Saa vil han gjøre det godt igjen, naar han mærker, han har forløbet sig; men, da skal jeg aldrig fragaae, at han sommetider maa komme frem med en lille Femdalerseddel, førend han kan faae mig til at see mildt igjen.
Ole. Ja det er et sandt Ord, man siger i Byen, Lars; Du har Magistren i Lommen.
Lars. Det vil jeg just ikke sige. Men han kan, som Du selv sagde før, just ikke godt være mig foruden; thi, skjøndt han er en dygtig Mand til sin Bog, skjønner han ikke Meget af denne Verdens Ting. Han kan vel være tjent med, at han har en Tjener, der just ikke er dum.
Ole. De sige, Du regjerer over Magisteren og at han er saa ræd for dig, som om han var Din Dreng.
Lars (smilende). Deri lyver man skammeligt, Ole! Jeg er ikke slem ved ham; jeg omgaaes ham altid venskabeligt; men — det forstaaer sig — naar jeg siger: der skal Skabet staae, saa maa han rigtig nok lade det staae.
Ole. Jeg har nok mærket det er en halvtaabelig gammel Gjæk. — Men Du glemmer mig, Gutten min! Du var saa snild og lovede mig en Dram.
Lars. Det er sandt — Du skal faae et Glas Viin; thi jeg maa sige Dig, jeg drikker ikke gjerne simpelt norsk Brændeviin, det smager mig ikke meer; jeg er for godt vant. Men her har jeg i Skabet en Flaske Madeira, der er 12 Aar gammel; den vil vi drikke med hinanden. Det er noget, Doctoren har foreskrevet Magistren for hans Helbreds Skyld (tager Flasken frem af et Skab og skjenker).
Ole. Ja, jeg har nok mærket, det var ikke rigtig fat med ham; han gaaer aldrig ud undtagen i Skumringen, og saa lusker
