Trettende Scene.
Magisteren. De Forrige.
Magisteren. Caroline! jeg har slaaet to af Dine Urtepotter itu, kan Du tilgive mig det?
Caroline. Det kunde jo let skee, Herr Magister.
Magisteren. Ja, især naar man gjør det med Forsæt. Det er nok bedst, vi To gjøre vor Regning op med hinanden, thi jeg har ogsaa Noget at liqvidere med; men det forslaaer ikke. For det Første, var det ikke smukt gjort af lille Caroline, at hun vilde give mig en Paryk af Slanger, fordi mit Haar imellem er noget filtret og uredt.
Caroline. Det maa De forklare mig noget nærmere, Herr Magister.
Magisteren. De har jo i disse Dage syet en Bussemand ud, en bestialsk Fugleskræk, som skal ligne mig, et Uhyre med et Medusahoved og fire Been.
Caroline. Jeg har i disse Dage ikke bestilt andet end broderet en Skammel, som jeg vilde forære Dem paa Deres Fødselsdag i Morgen. Den staaer her inden for Døren, De skal strax see den.
Stork. Deri har hun Ret; hun har syet en rød Brudeskammel med en grøn Gaaserede paa.
Caroline. Der skal De see, Herr Magister! det er en Skammel med et Medusahoved paa.
(Alle lee.)
Ch. Klinger. Giv mig nu Dit hellige Løfte, Smith, at det skal være den sidste af Dine Historier, hvori Du indfører Dine bedste Venner.
Magisteren. Nei, Christian! jeg vil først gjøre en lang Kjærlighedshistorie, hvori Du og Lovise skal spille Hovedrollen. Jeg har i lang Tid lagt Planen dertil; men der er hidtil
