stedse kommet andre Historier i Veien. Jeg har en gammel Gjæld til Din salig Moder, Caroline, den vil jeg betale hende in effigie; thi Du er hendes udtrykte Billed. Dersom Du vil give Christian Din Haand, skal Du have min Løkke paa Drammens-Veien, saa kan I lade mig boe hos Jer og arve mig, naar jeg døer.
Ch. Klinger. Det var en smuk Historie. Den skal Du have Tak for, Smith.
M. Klinger. Hvad siger De, Fader Stork? Dersom den rige Mands Søn ikke er kommet min Søn i Forkjøbet, tænker jeg, vi To maae lægge vor Velsignelse til.
Stork. Lad gaae.
Magisteren. Nu maae I to unge Folk, min tilkommende Vært og Værtinde, hjelpe mig at holde Lars i Ørene.
Ch. Klinger. Det vil vi, og Du skal komme til at staae under en langt mildere Regjering end hidtil. Den første Brug, jeg gjør af det Herredømme, jeg er vis paa, er, at jeg befaler Dig at gaae med mig og Caroline ind til Cancelliraad Wratz og hans Kone, for at lykønske dem paa deres anden Bryllupsdag.
M. Klinger. Derhen, tænker jeg, vi ville Allesammen gjøre Følgeskab.
