Paa Kirkegaarden blandt de sorte Grave.
Nei, evig kjært jeg vil mit Fængsel have,
Du liden Fangevogter, guldomgjordet!
Femte Sonnet.
Skjøn Jomfru har det grønne Silke strammet.
Let over femte Finger Traaden rinder.
Hun syer i Krands af Roser og Kjærminder
De søde Ord, som hun saa tidt har stammet.
Det spæde Ledemod mit Øie blinder.
Som udi Faarehjorden Dæggelammet,
Som et uskyldigt Barn, der bliver ammet,
I Søstreflokken jeg den mindste finder.
Naar jeg paa Harpen hører hende spille,
Og hendes Toner Drømme hos mig vække,
Og gjennem gyldne Strænges røde Gitter
Det hulde Blik til hendes Elskte titter,
Da rører mig saa tidt den samme Lille,
Der næsten over Evne sig maa strække.
Sonnet.
Den Svend, som Tabet af sin Elskte frister,
Vildfremmed vanker om blandt Jordens Hytter,
Med Haab han efter Kirkeklokken lytter,
Som lover ham igjen, hvad her han mister.
