Og naar jeg rask i Kjærlighedens Lue
Vil dristig vove Kys, hun ikke giver,
Skalkagtig hun mig revser i sin Iver
Med tredie Fingers trodsig spændte Bue.
Dog, et Minut Valkyrien forvandler:
Frivillig giver hun sig selv til Fange,
Med Armeparret om min Hals tilsammen.
Imens vi da om Freden underhandle,
Af Haarets Fletning ud jeg tager Kammen
Og leger frit med Lokkerne de lange.
Fjerde Sonnet.
En Tempelvogter est du, fjerde Finger!
En hellig Ring du har af hine Lænker,
Den gyldne Bolt, som ei min Stolthed krænker
Til hvad jeg ønsker, dette Baand mig tvinger.
Hun sine Læbers Manna daglig bringer
Den tamme Fugl, der ei paa Flugten tænker;
— — —[1]
Den salig seer, man stækket har dens Vinger.
Gjem Skatten vel for rænkefulde Tyve!
O, vidste jeg, du lod mig gjerne flyve,
Da fandt du meget snart din Fange jordet
- ↑ En Linie er udfalden.
