Og kjælne Linier flittig sammenstavet
Ved sin Mahognipult, den lille brune,
Med venstre Haand i Krøllerne begravet.
Anden Sonnet.
Finger er som Elfenbeen, man dreier;
Dog een jeg elsker meer, en anden mindre,
Den anden byder mig en Stund erindre,
Den saligste, mit hele Levnet eier.
Med den hun vinkte mig til Skovens Indre,
Hvor Nattergale rede deres Leier;
Mens høit de sang om Kjærlighedens Seier
Hun lovede mit Hjertes Vee at lindre.
Og mens hun under Aftenstjernen bange
Hengav som Offer sine Silkelæber,
Den samme Finger lagde hun paa Munden.
Men efter Taushed jeg forgjeves stræber;
Thi mægtig bryder Glæden frem i Sange,
Hver Gang jeg mig gjenkalder Tryllestunden.
Tredie Sonnet.
From er min søde Brud som Skovens Due;
Dog undertiden lunefuld hun bliver,
Og, naar uskyldig Elskovs Leeg jeg driver,
Hun af og til begynder med at true;
