92
tage ud paa en længere Rejse, eftersom han ikke havde sagt et Ord til mig om dette for. Der laa en lille Haandkuffert i Værelset, den trak han frem og begyndte at arbejde med dens Spænder. Han var travlt beskæftiget hermed, da Kusken traadte ind.
»Aah, vil De være saa god at hjælpe mig lidt med denne Stroppe, Kusk,« sagde han, idet han knælede ned ved Kufferten og ikke engang saa meget som vendte Hovedet om mod den indtrædende.
Fyren traadte nærmere med en noget skummel og trodsig Mine og rakte Hænderne ned for at hjælpe til. I samme Øjeblik hørtes der et skarpt Smæk, en Klang af Metal, og Sherlock Holmes sprang op.
»Mine Herrer,« udbrød han med straalende Øjne, »maa jeg forestille Dem Mr. Jefferson Hope, Enoch Drebbers og Joseph Stangersons Morder!«
Det hele var sket i et Øjeblik — saa hurtigt, at jeg slet ikke fik Tid til at opfatte det. Men jeg har en levende Erindring om det efterfølgende Moment, af Holmes' triumferende Udtryk, Sejrsklangen i hans Stemme og af Kuskens forvirrede, vilde Ansigt, idet han stirrede paa de skinnende Haandjern, der ligesom ved Trolddom havde sluttet sig om hans Haandled.
De første Par Sekunder kunde en Tilskuer godt have antaget os for Statuer, saa forstenede var vi alle af Forbavselse; men med et uartikuleret Skrig af Raseri vristede Fangen sig derpaa ud af Holmes' Tag og kastede sig gennem Vinduet. Sprosser og Glas splintredes og knustes; men før han var kommen helt igennem, sprang Gregson, Lestrade og Holmes ind paa ham ligesom tre Ulvehunde. Han blev trukken tilbage ind i Værelset, og nu begyndte en
