100
at der kunde være Vand i Nærheden. Nu strakte den store Saltslette sig for hans Blik, og bag ved den det fjerne Bælte af vilde Bjærge; men intet Sted var der den mindste Plante at opdage, der kunde forraade Tilstedeværelsen af lidt Fugtighed. Paa hele den vide Strækning gaves der ham ikke det ringeste Glimt af Haab, forgæves stirrede han med vilde, søgende Øjne mod Nord, Øst og Vest, alle Vegne traf hans Blik det samme trøstesløse Øde, og han forstod da, at han nu var kommen til Ende med sin Vandring, og at han maatte lægge sig til at dø her paa den nøgne Klippe. »Ja, hvorfor ikke lige saa godt her som i en rigtig Seng om en Snes Aar,« mumlede han, idet han satte sig i Læ af en stor Sten.
Før han satte sig, havde han lagt sin unyttige Riffel paa Jorden tillige med en i et graat Shawl indpakket stor Byldt, som han havde baaret paa Ryggen. Det lod til, at den havde været for tung for ham; thi da han lagde den fra sig, var den lige ved at falde fra ham og kom derfor til Jorden med et Stød. Straks hørtes der fra Byldten en svag, klynkende Graad, og et lille, forskræmt Ansigt med meget klare og brune Øjne stak frem af den tillige med to buttede Smaahænder.
»Aah, Du stødte mig saadan!« lød det bebrejdende fra en barnlig Stemme.
»Gjorde jeg det,« svarede Manden angrende, »jeg kunde ikke gøre for det, Du.« Medens han talte, løste han det graa Shawl op og afviklede der ved en nydelig lille 4 Aars Pige, hvis pæne Sko og smukke, røde Kjole med den hvide, krusede Lærredskrave og det rene, glatte Forklæde vidnede om en Moders kærlige Omsorg. Barnet var blegt og
