101
gustent, men hendes buttede Arme og Ben viste, at hun havde lidt mindre af Sult og andre Genvordigheder end hendes Ledsager.
»Hvorledes gaar det nu?« spurgte han blidt; thi hun stod endnu og gned sit Baghoved, der bedækkedes af purrede, gule Krøller.
»Blæs paa det saa gaar det over,« sagde hun med pudsig Alvor, idet hun vendte det saarede Sted hen til ham. »Det plejede Moder altid at gøre. Hvor er Moder?«
»Din Moder er rejst fra os; men jeg tror, at vi vil komme til hende inden ret længe.«
»Er hun virkelig rejst, hvad?« spurgte den lille. »Det var da sært, at hun saa ikke sagde Farvel; det gjorde hun altid hjemme, ogsaa naar hun bare gik over til Tante Emmy for at drikke Te; og nu har hun endda været borte i hele tre Dage. Aah, hvor jeg er tørstig — er Du ikke ogsaa? Er der slet ikke noget Vand eller noget at faa at spise?«
»Nej, der er slet intet, min lille. Du maa se at vente og være taalmodig lidt endnu, saa bliver det nok godt altsammen. Læg dit Hoved ind til mig — saaledes, saa skal Du se, saa bliver det bedre. Det er ikke godt at tale, naar ens Læber er ligesom Læder; men jeg tror alligevel, at det er bedst, jeg lader Dig vide, hvorledes Sagerne staar. Hvad er det, Du har der?«
»Aah, dejligt Legetøj, se, hvor smukke de er!« udbrød den lille Pige henrykt og holdt to smaa Glimmersten i Vejret. »Naar vi kommer hjem igen, saa vil jeg give lille Broder Bob dem.«
»Du skal snart faa smukkere Ting at se end dem,« sagde Manden tillidsfuldt, »naar Du er taalmodig og vil vente lidt. Men det var det, jeg vilde
